Historie

Under opbygning!

Under opbygning!

Sydfyns Smakkelaug

Noget om fartøjskulturen i Danmark og i Farvandet syd for Fyn

 

I Farvandet syd for Fyn er der blevet sejlet siden de ældste tider. Det vidner forskellige fund af eger - udhulede egestammer om. Stenalderens farvand så anderledes ud - dengang var mange af øerne landfaste, idet landet var højere. Siden har landet sænket sig og kystlinjen som vi kender den er opstået. Naturens dynamik fortsætter med at ændre kystlinjen. Engang i folkevandringstiden begyndte man i Danmark at bygge klinkbyggede fartøjer. Det er et fartøj som består af en skal af brædder/ bord som ligger ind over hinanden indvendig forstærket med ribber - spanter. Disse fartøjer var bygget på en køl og med bordene for og agter samlet i stævne. De første fartøjer af den slags var rofartøjer - bedst bevaret er Nydambåden, som kan ses på Gottorp Slot ved Slesvig. I vikingetiden for 1000 år siden havde båden fået rigning og sejl - en pælemast og et råsejl, men den kunne stadig ros og var stadig åben. Vikingeskibet fandtes i mange forskellige størrelser og i forskellig udformning alt efter brug og fart. De skibe som skulle sejle på Nordatlanten var anderledes end de som sejlede indenrigs - der var desuden fartøjer til færgebrug, handelsfart og krigstogter.

 

Smakkejollen og alle de gamle danske klinkbyggede bådtyper nedstammer fra vikingebåden i lige linje. Det er jo en ret fantastisk tanke at den form og konstruktion, man dengang fandt på, har været så holdbar at man 1000 år senere stadig kunne bruge den slags fartøjer erhvervsmæssigt. Meget blev dog forandret undervejs. De høje stævne forsvandt og sejlføringen blev ændret. Det sidste skete engang i 1500-tallet, hvor man udskiftede bådenes råsejl med sprydstagsejlet - et rektangulært sejl, som holdes udspilet af en diagonal stage. Denne ældgamle type sejl kom til Danmark via Nederlandene, som så meget andet i renæssancen og af samme grund blev der også i det sydfynske benyttet navnet smakke om sejlet. Ordet smak er nederlandsk og betegner en særlig fartøjstype, som netop var forsynet med sprydstagssejl. Årsagerne til at man udskiftede råsejlet med smakkesejlet var praktiske. Man kunne sejle lidt tættere til vinden med smakkesejlet, det var hurtigere at gå over stag og let at slå en sejsing om stage og sejl, når man kom i havn.

 

Klinkbyggede og sprydsstagsriggede både blev i 1800-tallet brugt over hele Danmark, men deres udformning var forskellig alt efter farvandet. Vor viden om bådene skyldes især konservator Chr. Nielsen, Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg. Han cyklede rundt i landet og opmålte gamle fartøjer.

 

Langs Vestkysten brugte man havbåde - en båd med et godt fribord og stærkt bygget med to udfaldende stævne på en planke, hvilket gjorde båden velegnet til udsætning fra og landing på stranden. Havbådene blev bygget ganske store 28 – 33 fod og skulle ros af fire karle. En kort mast med et sprydstagssejl og en fok gjorde det muligt at gå for sejl med gunstig vind. Havbådene var blanktjærede i fribordet. Bådene blev brugt til det krogfiskeri, som fandt sted fra Vestkysten i 1700 – og 1800-tallet. Da nye former for fiskeri kom til og da havne langs kysten dukkede op gik de ud af brug.

 

 

I Skagen benyttede fiskerne en rorsbåd for at nå ud til fiskepladserne i Kattegat og Skagerrak. Det var en op til 30 fod stor sejlførende båd, som blev brugt i fiskeriet fra Skagen dels til krogfiskeri dels til garnfiskeri. Båden var rigget med sprydstagssejl, topsejl, fok og klyver. De største både af denne type var rigget med to master hver med sprydstagssejl og de havde en såkaldt hønserøv, dvs. at de øverste bord agter løb ud i et lille spejl. Lokalt blev disse tomastere med ironi kaldt for ”skawbrigge”.

 

I Limfjorden var farvandet mere beskyttet og her udvikledes en bådtype, som var inspireret af den norske bådtype sjægten. Limfjordsbådene havde lav fribord, var slanke og skarpe, og var bygget med dam og med ringdæk. De var rigget med sprydstagssejl, topsejl og fok og 16 – 20 fod store. Da de var gode sejlere, sejlede fiskerne ofte om kap i sjægtene, som brugtes til vod og krogfiskeri. Bådene var hvidmalede.

 

I Øresund anvendtes også klinkbyggede dobbeltstævnede sejlbåde og sejljoller. Stævnene var krumme og bådene havde et godt fribord. De havde kragerig, hvilket var navnet på den klassiske enkle båderig med sprydsstagssejl, fok og topsejl. På en løs sprydstage kunne føres en klyver. Disse kragejoller var 17 – 25 fod og blev anvendt til garn- og krogfiskeri i Sundet. Typen blev også brugt af de såkaldte kadrejere, dvs. skibshandlere, der handlede proviant med de mange sejlskibe under gennemsejling. Sundbådene var oftest sorttjærede.

 

En bådebygger i Frederikssund begyndte i 1860-erne at bygge nogle fyldige både med skarpe undervandslinier. Denne type blev populær blandt fiskerne - de bredmavede Isefjordsbåde som var dæksbåde der fiskede i Kattegat. Flere bådebyggere byggede joller på samme måde som i Frederikssund bl.a. i Lynæs. En af dem som var meget kendt var Chr. Madsen , der gennem et langt liv byggede i hundredevis af joller. Lynæsjollen er en sødygtig og stærk sejljolle og fribordet var som regel hvidmalet. Jollen blev brugt til fjordfiskeri og fiskeri langs Sjællands nordkyst.

 

Storebælts fiskere benyttede bæltbåde. Fyldige fartøjer med en enkel smakkerig meget lig Sundets både. Denne type blev brugt i kystfiskeriet, men tidligt fik man udviklet en type med dæk. Disse bæltsbåde fandtes i to versioner - en spidsgattet og en spejlbygget. Bådene havde dæk og forude et lille ruf, midtskibs et lastrum. Pælemasten stod i mastestol, så den kunnelæggesned under fiskeri. Sejlføreingen var gaffelsejl og stagfok. Årsagen til at fiskerne benyttede disse bæltsbåde var drivgarnsfiskeriet efter sild i Storebælt. Fiskeriet foregik om natten, hvor båden drev med en lang garnlænke. De mange garn krævede lastekapacitet og et forruf var en god ting, så man på skift kunne få en lur. Dæksbåden blev også anvendt til fragtfart.

 

I Lillebælt, Det sydfynske Øhav og Smålandshavet benyttede man smakkejoller. De var bygget med udfaldende stævne og forholdsvis slanke og skarpe, som Limfjordssjægterne beregnet til sejlads i mere kystnær og beskyttet farvand. Som et særpræg brugte man at rigge joller med to master hver med en smakke og disse joller og både blev derfor kaldt tosmakker. På småøerne benyttedes store tosmakker som fællesbåde. De blev benyttet til transport af folk og fæ. Visse steder blev benyttet en tresmakke og den blev især anvendt til at drive med ålevod over de lave grunde. Denne bådtype var billigere end drivkvaserne og blev især benyttet i Lillebælt. Smakkejollerne havde oftest hvidt fribord.

 

Drivkvasen kom til Danmark fra Mecklenburg-Vorpommern. Bådtypen var specielt udviklet til fiskeri med åledrivvod. Den tyske udgave havde en konkav stævn, men snart begyndte bådebyggerne i Smålandsfarvandet, især på Fejø, at bygge drivkvaser med mere hjemlige former - dvs. spidsgattede. Drivkvasen var en halvdæksbåd, bygget på en planke og forsynet med sænkekøl. Den var rigget som en halvandemaster og forsynet med langt spryd og skødebom agter. Storsejlet var et gaffelsejl med løst underlig og den lille mesan havde et luggersejl og af forsejl var der fok og klyver. Bådebyggere på Sydfyn og Øerne og ved Lillebælt begyndte også at bygge drivkvaser til de lokale fiskere. Den sydfynske udgave var mindre end de sydsjællandske drivkvaser, 20-22 fod lang og hvidmalet. Drivkvaserne var hurtigsejlere og derfor blev der afholdt kapsejladser mellem dem.

 

Længst østpå - på Bornholm var de kulturelle forbindelser til Skåne og Blekinge stærke og man benyttede en bådtype, som var stærkt inspireret af den i Blekinge benyttede ”eka”. Den bornholmske ege var en klinkbygget kølbåd med udfaldende næsten ret forstævn og udfaldende agterstævn sommetider med et lille spejl. De var oprindelig rigget med et et råsejl eller luggersejl, men blev forsynet med sprydstagsrig. Egerne var solide og tunge både, som navnet siger bygget eg på eg, og brugt i drivgarnsfiskeri efter laks og sild og krogfiskeri efter torsk i Østersøen.

 

Skibsbåden og skibsjollen var også klinkbygget. De blev brugt dels som uundværlig arbejdsbåd for sejlskibet eller som livbåd for passagerfartøjer. De forskellige myndigheder anvendte også mange både - f.eks. fyrvæsenet, toldvæsenet, lodsvæsenet og søværnet. Det lokale havnevæsen havde gerne en solid havnejolle.

 

Foruden de nævnte både fandtes mange mindre fartøjer som ved deres byggemåde adskildte sig fra båden. Først og fremmest prammen eller kogen, som var et fladbundet fartøj, brugt på lavt vand og i åerne. Andre fartøjer var flåd og lægtere. Flåd blev brugt som arbejdsplatform og lægtere til omladning af varer i havnen.

 

De fleste både var sejlførende og mange kunne man også ro. Kun de mindste blev alene roet, vrikket eller staget frem. Omkring 1910 dukkede de første motorer op i Danmark og blandt de første til at anskaffe sig motorer var fiskerne. Der blev installet motor i de større dæksbåde og snart begyndte man at bygge motordæksbåde. Efterhånden gik man over til at bygge disse fartøjer i kravelteknik og en flåde af nye fiskefartøjer - de såkaldte fiskekuttere opstod. De små fartøjer blev dog fortsat klinkbygget. Den gængse jolle i Det sydfynske Øhav var motordamjollen. Først da glasfiberproduktionen af småbåde kom i gang i 1950-erne forsvandt den klinkbyggede træbåd. I dag er byggeriet af klinkbyggede både på det nærmest ophørt, men af og til nybygges der en båd og traditionen lever videre. Der er heldigvis stadig folk som kan bygge i træ efter den 1000 år gamle skik. I maj 2013 søsættes en nybygget tosmakke til Øhavets Smakkecenter på Strynø.

 

Ole Mortensøn, Strynø 2015